DanskNavn: Chahoua gekko

Slægt: Rhacodactylus

Art: Rhacodactylus chahoua

Levealder: 15-20 år

Levesteder for Chahoua Gekko

Chahoua gekkoen stammer fra Ny Kaledonien. Ny Kaledonien ligger imellem Australien og Fiji. Chahoua gekkoen findes på Grand Terre, som er den største ø og på Isle of Pines. Chahoua’er fra Isle of Pines vokser sig større end deres slægtninge på Grand Terre.De fugtige og varme oceanvinde gør stedet ideelt for gekkoen. Somme tider på året kan der være helt ned til 10 grader og op til 32 grader på de varmeste tider af året. Den relative fugtighed er på 70-85% i gennemsnit. Gekkoen lever tæt på vandløb på Grand Terre og på de mere fugtige områder på Isle of Pines.

Fakta om Chahoua Gekko

Chahoua kaldes også “mossy prehensile tailed gecko” på engelsk, hvilket den har fået pga halens egenskab til at gribe om ting og den mosfarve de voksne dyr får. Det er en robust gekko der kan blive op til 25 cm lang, halen udgør ca. halvdelen af længden. Smider chahoua’en sin hale vokser den ud igen. På fødder og hale er der lameller, der gør det muligt for gekkoen at holde sig fast selv på helt glatte overflader, som eksempelvis glas. Chahou’en kommer i mange forskellige farve -og mønstervariationer.

Terrariet

Terrariet bør indrettes med gode klatre muligheder såsom solide grene og planter. Derudover kan man bruge korkplader som baggrund hvor planter som guldranken kan kravle op af og give mulighed for gemmesteder til gekkoen. Terrariet skal tilgodese både højde og bredde. Et terrarie på 45x45x60 til en enkelt eller 60x45x60 (L x B x H) til et par. Til bundlag kan man hælde 1/3 lekakugler i, som kan købes i det lokale byggemarked. for at forhindre at hunnerne gemmer deres æg i lekakuglerne placeres et plastik trådnet eller skum-vaskeservietter henover kuglerne. Ovenpå hældes ugødet spagnum blandet med kokus humus og evt bark stykker for at give det tekstur. Man kan nøjes med enten ugødet spagnum eller kokus humus. Planter som vikingeskjold (Alocasia indica), svigermors skarpe tunge (Sansevieria slægten) og gummitræ (Ficus robusta) har store blade og gør det muligt for gekkoen at ligge på dem uden de går i stykker. Desuden er bjergpalmen (Chamaedorea elegans) god til at give fylde i terrariet og den breder sig nemt.

Vand & foder

Det anbefales at fodre med frugt, insekter og gekkofoder. Gekkofoderet blandes med vand, afhængig af produktet blandes det med 2 dele vand til 1 del foder. Konsistensen skal minde om ketchup. Der bør fodres med insekter en gang i ugen og disse bør rystes i kalk og vitamin inden fodring, unger må gerne få levende foder 2-3 gange i ugen. En fin tommelfingerregel ved levende foder er at foderet ikke må være større end bredden på gekkoens hoved. Chahoua drikker fint fra en vandskål så frisk vand skal altid være til rådighed. Desuden rådes det til at der altid er tilgang til kalk. Derfor kan man placere en skål inde ved dyrene, specielt ved æglæggende hunner er kalk vigtigt.

Lys, varme & fugt

Chahoua trives godt ved stuetemperatur (20-25 grader). Da de er skumrings -og nataktive er lyset mere gavnligt for planterne end for gekkoen. Den relative fugtighed bør ligge på 70-80%, det opnåes ved at forstøve efter behov. Hvis planter, bundlag eller glasset stadig er fugtigt behøves yderlige forstøvning ikke.

Aktivitet

Da chahoua er skumrings -og nataktive og sover det meste af dagen. Om aften/natten søger de efter insekter og frugt. Man kan evt. vælge at slukke lyset i terrariet omkring kl 19-20 om aftenen for at få mere aktivitet ud af ens gekko. På den måde er de ikke kun fremme når man selv sover, men der imod også om aftnen.

Forfatter

Anders Højbjerg


Acceptér

Denne side bruger cookie for at forbedre din handle og brugeroplevelse. Ønsker du at læse mere om hvordan vi bruger cookies og vores politikker omkring dette så klik her