Dansk navn:Kronegekko

Slægt: Correlophus

Art: Correlophus cilliatus

Levealder: 15-20 år

Levesteder for kronegekkoer

Kronegekkoen var indtil 1994 formodet uddød, indtil en ekspedition til Ny Kaledonien fandt eksemplarer efter en storm ved øgruppen. Ny Kaledonien ligger imellem Australien og Fiji. Kronegekkoen findes hovedsageligt på den sydlige del af Grand Terre, som er den største ø og på Isle of Pines. De fugtige og varme oceanvinde gør stedet ideelt for gekkoen. Somme tider på året kan der være helt ned til 10 grader og op til 32 grader på de varmeste tider af året. Den relative fugtighed er på 70-85% i gennemsnit. Gekkoen lever omkring skovbunden i den fugtige regnskov.

Fakta om kronegekkoer

Kronegekkoen er opkaldt efter de pigge den har ved hovedet og omkring øjnene, som udgør en ”krone”. Det er en robust gekko der kan blive op til 25 cm lang, halen udgør ca. halvdelen af længden. Smider kronegekkoen sin hale vokser den ikke ud igen. På fødder og hale er der lameller, der gør det muligt for gekkoen at holde sig fast selv på helt glatte overflader, som eksempelvis glas. Kronegekkoen findes i mange forskellige farve -og mønstervariationer kaldet morpher.

Terrariet og dets indretning

Terrariet bør indrettes med gode klatre muligheder såsom solide grene og planter. Derudover kan man bruge korkplader som baggrund hvor planter som guldranken kan kravle op af og give mulighed for gemmesteder til gekkoen. Terrariet skal tilgodese både højde og bredde. Et terrarie på 45x45x60 eller 60x45x60 (L x B x H) vil være fint til en trio. Til bundlag kan man hælde 1/3 lekakugler i, som kan købes i det lokale byggemarked. for at forhindre at hunnerne gemmer deres æg i lekakuglerne placeres et plastik trådnet eller skum-vaskeservietter henover kuglerne. Ovenpå hældes ugødet spagnum blandet med kokus humus og evt bark stykker for at give det tekstur. Man kan nøjes med kokus humus. Planter som vikingeskjold (Alocasia indica), svigermors skarpe tunge (Sansevieria slægten) og gummitræ (Ficus robusta) har store blade og gør det muligt for gekkoen at ligge på dem uden de går i stykker. Desuden er bjergpalmen (Chamaedorea elegans) god til at give fylde i terrariet og den breder sig nemt.

Vand & foder

Det anbefales at fodre med frugt, insekter og gekkofoder. Gekkofoderet blandes med vand, afhængig af produktet blandes det med 2 dele vand til 1 del foder. Konsistensen skal minde om ketchup. Der bør fodres med insekter en gang i ugen og disse bør rystes i kalk og vitamin inden fodring, unger må gerne få levende foder 2-3 gange i ugen. En fin tommelfingerregel ved levende foder er at foderet ikke må være større end bredden på gekkoens hoved. Kronegekkoer drikker fint fra en vandskål så frisk vand skal altid være til rådighed. Desuden rådes det til at der altid er tilgang til kalk. Derfor kan man placere en skål inde ved dyrene, specielt ved æglæggende hunner er kalk vigtigt.

Lys, varme & fugt

Kronegekkoen trives godt ved stuetemperatur (20-25 grader). Da de er skumrings -og nataktive er lyset mere gavnligt for planterne end for gekkoen. Den relative fugtighed bør ligge på 70-80%, det opnåes ved at forstøve efter behov. Hvis planter, bundlag eller glasset stadig er fugtigt behøves yderlige forstøvning ikke.

Aktivitet hos Kronegekkoer

Kronegekkoer er skumrings -og nataktive og sover det meste af dagen. Om aften/natten søger de efter insekter og frugt. Man kan evt. Vælge at slukke lyset i terrarierne omkring kl 19-20 om aftenen for at få mere aktivitet ud af ens kronegekko. På den måde er de ikke kun fremme når man selv sover men der imod også om aftnen.

Forfatter

Anders Højbjerg og Aske Borsøe Jeppesen


Acceptér

Denne side bruger cookie for at forbedre din handle og brugeroplevelse. Ønsker du at læse mere om hvordan vi bruger cookies og vores politikker omkring dette så klik her