Seneste bestilling af insekter er Tirsdag senest: D. 30/04 kl. 10:00

Yemen kamæleon

Slægt: Art: Levealder: Chamaeleo
 

Chamaeleo calyptratus
 Hanner 6-8 år 

Hunner 3-5 år.

Levesteder:

Som det danske navn antyder kommer arten blandt andet fra Yemen. Den findes dog også i Saudi Arabien og er blevet introduceret til Florida (USA). Den lever mest i beplantede områder, gerne i nærheden af akacietræer og buske. Den findes i højder op til 2000 meter over havet.

Fakta:

Yemen kamæleonen er ret nem at kende på den karakteristiske høje hjelm, som især hanner er udstyret med. Hvilken funktion hjelmen har ved man ikke med sikkerhed, men det antages den bruges til dominans hos hannerne eller måske til opbevaring af vand i tørre tider, på samme måde som puklerne på en kamel.
 Kamæleonen bliver omkring 50 cm for hanner og 40 cm for hunner med hale. 

Det er ikke sociale dyr og hanner kan være meget territoriale, specielt hvis der er andre artsfælder til stede. Et bid fra dyret kan være yderst smertefuldt, og neglene kan være ekstremt skarpe.

Terrariet:

Terrariet bør indrettes med gode klatre muligheder såsom solide grene og planter. Derudover kan man bruge korkplader som baggrund. Terrariet skal tilgodese både højde og bredde. Et terrarie på 60x60x120 cm (LxBxH) til et enkelt individ. Men det anbefales at tilbyde mere bredde og dybde til omkring 80x80x120 cm (LxBxH). Net terrarier kan bruges, men kræver oftere forstøvning og findes i begrænsede størrelser.

Som bundlag kan man bruge ugødet spagnum eller blomsterjord blandet med kokus humus og evt bark stykker for at give det tekstur. Man kan nøjes med enten ugødet spagnum eller blomsterjord. Planter som paraplyplante (Schefflera actinophylla), bjergpalme (Chamaedorea elegans), sommerfuglepalme (Dypsis lutescens) eller Dracaena fragrans 'Janet Lind’ (har en god solid stamme) er gode til at give fylde i terrariet og breder sig nemt. Til bunddække kan man bruge blade eller barkstykker fra skoven. Man kan med fordel lave dræn i terrariet for at undgå at bunden bliver for fugtig.

Vand & foder:

Kamæleonen drikker i udgangspunktet kun vand i forbindelse med forstøvning af terrariet. Det anbefales ikke at bruge en skål til vand. Da kamæleonen drikker i forbindelse med forstøvning er det vigtigt at terrariet bliver forstøvet godt så dråberne bliver siddende længere. Man kan med fordel tilkoble et vandingsanlæg eller en “dripper” som langsomt drypper vand. Som tommelfinger regel skal der forstøves 1-2 gange ved voksne dyr og 3-4 gange ved unger. Kamæleonen vil spise stort set alle former for insekter den kan gabe over. Foderdyret bør ikke være større end bredden på kamæleonens hoved. Melorme bør kun gives som snacks og ikke være en del af den daglige varierede kost, da den er fedende og er svær at fordøje. Det er en god ide at vende foderet i kalk og vitaminer.

Lys, varme & fugt:

Der skal anvendes pærer med UV for at sikre optimale levevilkår for kamæleonen. Det er vigtigt for optagelsen af kalk i kroppen, og er med til at stimulere kamæleonens naturlige adfærd. Temperatuen skal ligge på mellem 22-25 grader i den kolde ende af terrariet, og på mellem 37-40 grader under varmespottet. Om natten må temperatuen gerne falde til stuetemperatur. Fugtigheden bør ligge på 40-60%. Ved forstøvning stiger fugtigheden, men vil i løbet af dagen falde igen.

Aktivitet:

Kamæleonen er gerne aktiv i løbet af dagen, både i forbindelse med fodring og forstøvning. Kamæleonen er ikke aktiv om natten, den vil i stedet for gemme sig og sove til lyset tænder igen.

Skrevet af: Mia Højbjerg Eriksen & Anders Højbjerg Eriksen

Lav en ny konto

Har du en konto i forvejen?
Login istedet eller Nulstil adgangskode